Udvikling af forældrelinier af kartoffel.

Formålet med projektet er at udvikle forældrelinjer med særdeles gode egenskaber indenfor specifikke retninger.

De prioriterede egenskaber er følgende:
Skimmelresistens: I dag findes der ikke sorter med tilstrækkelig skimmelresistens til, at det vil være muligt at reducere brugen af sprøjtemidler. I hvert fald ikke uden en væsentlig større usikkerhed i kartoffelproduktionen Det er derfor meget nødvendigt at arbejde med nye kilder til skimmelresistens. Dette gælder specielt inden for stivelseskartofler, hvor man har en lang vækstsæson. For spisekartofler har egenskaben en meget stor betydning for at kunne sikre en rentabel økologisk produktion, men naturligvis også til alle sorter til konventionel dyrkning. Endvidere må vi forvente, at forbrugerne vil stille større krav til reduceret brug af kemiske bekæmpelsesmidler i fremtiden. Derfor er en kombination af top- og knoldskimmelresistens en nødvendighed i fremtiden.

Pallidaresistens: I Danmark er der endnu kun fundet ét tilfælde af Globodera pallida i en privat have, men importen af udenlandske læggekartofler samt for kort sædskifte hos flere og flere avlere betyder, at der er stor risiko for indførsel af ”nye” nematodetyper.
Globodera pallida race 2 og 3 er et problem i tyske og hollandske dyrkningsområder for stivelseskartofler og giver stort udbyttetab. Vi finder det nødvendigt at arbejde med disse nematodetyper, især i stivelsessorter, for at være på forkant med udviklingen.

4°C Chips/friterings kvalitet: Chips/pommes frites kartofler lagres i dag ved 6,5-8°C for at minimere omdannelsen af stivelse til sukkerstoffer. Hvis der er sukker i kartoflerne, vil det medføre en mørkfarvning af produkterne. Med de nuværende sorter er det nødvendigt at bruge spirehæmmende midler på lagrene. Brugen af disse midler vil i fremtiden være tvivlsom inden for EU. Derfor er der et stort behov for at udvikle sorter, som kan lagres ved lavere temperatur uden at danne sukkerstoffer..

Sorter med højt fosfatindhold i stivelsen: Stivelsesfabrikkerne har stor interesse i at lave naturlig stivelse ( ikke kemisk ændret ) med ekstremt højt fosfatindhold , og dermed særlige viskositets-egenskaber. I øjeblikket har vi nogle dihaploider og vildarter med meget højt fosfatindhold i stivelsen. Det er dette materiale, vi vil bruge til indkrydsning af egenskaben i almindelige kartoffelsorter.

Arbejdet omfatter krydsninger med vildarter/dihaploider og kartoffellinjer, som har ekstreme egenskaber, men som ligger langt fra de normalt dyrkede kartoffelsorter. Efter krydsningerne udvælges og testes materialet i 4-5 år, hvorefter det igen anvendes til krydsninger. Det årlige input er på ca. 3000-4000 nye sorter.

Projektet er finansieret af Kartoffelafgiftsfonden