LKF
Vandel
Genbank for kartofler
Formålet med projektet er at bevare og opretholde en samling af kartoffelsorter og Solanum vildarter til brug for forædling og forskning.
Genbanken under Landbrugets Kartoffelfond i Vandel har eksisteret siden 1950. Gennem de sidste femten år er markkollektionen blevet virusrenset og rutinemæssigt testet for karantæne vira, og mere end halvdelen af samlingen opbevares in vitro i laboratoriet som sunde planter. Opformering sker i lusetæt nethus. Der tages nyt materiale fra nethuset til observation i marken, forædling eller videnskabeligt formål. Opformeringsmaterialet i nethuset testes rutinemæssigt for Virus S, Virus M, Virus X, Virus A, Virus Y, samt Bladrullevirus. Samlingen består på nuværende tidspunkt af ca. 500 sorter, heraf er halvdelen navnesorter og halvdelen er forældrelinjer. 3% af sorterne er meget gamle fra før 1900, omkring 7% af sorterne er fra 1901 – 1950, 24% er fra perioden 1950 – 1990 og 14% er nyligt introducerede sorter. Resten eller ca. halvdelen af samlingen består af forædlingslinier, dels LKF’s egne forædlingslinier og dels forædlingskloner fra udenlandske samarbejdspartnere.
Eksempler på sorter i Genbanken
¤ Gl. landsorter, f.eks. Ægblomme og Lange Røde ¤ Gl. udenlandske sorter, f.eks. Tidlig Rosen og Poulsens Juli. ¤ Ældre danske sorter fra Vandel, f.eks Minea og Rosva. ¤ Nyere udenlandske sorter f.eks. Hela, Sirtema og Agria. ¤ Sydamerikanske kulturvildarter f.eks. Collareja. Herudover findes der på forædlingsstationen en mindre samling af vildarter Vildartgenbanken består af ca. 100 kloner fra 41 forskellige knoldbærende vildarter. Materialet fra Genbanken indgår i projekter bl.a. med Århus Universitet og Danmarks JordbrugsForskning vedr. stivelseskvalitet, skimmel- og rustresistens. Projekterne omfatter moderne teknikker f.eks. DNA-markører, som forventes at kunne effektivisere selektionen af nye sorter. Arbejdet omfatter også udveksling af materiale med udenlandske institutioner. LKF samarbejder med Nordisk Genbank vedr. beskrivelse og opbevaring af gamle nordiske sorter. Projektet er finansieret af Kartoffelafgiftsfonden |