LKF Vandel


Glycoalkaloider i kartofler

Glycoalkaloider er giftstoffer, der findes i de fleste medlemmer af natskyggefamilien, heriblandt kartofler.

Indholdet i kartoflens blade og bær er så højt, at disse dele er direkte giftige. Indholdet i knoldene er meget lavere, men varierer mellem de forskellige sorter og fra det ene år til det andet. I de dyrkede kartofler findes næsten udelukkende glycoalkaloiderne solanin og chakonin, i nogle vildarter findes derudover en række andre glycoalkaloider.

Før en sort kommer på markedet er det vigtigt at kende dels det normale niveau af glycoalkaloider i knoldene, dels hvor meget niveauet påvirkes af stress. Det er almindeligt kendt at lyspåvirkede (grønne) knolde har højere indhold end knolde opbevaret i mørke, men også tørke eller vandlidende jord under væksten samt mekaniske skader fra optagning og sortering øger indholdet. Det vides, at nogle sorter reagerer meget stærkere på stress end andre, et eksempel er den gamle spisesort Magnum Bonum, der blev dyrket en del i Sverige indtil hele avlen et år måtte kasseres på grund af ekstraordinært høje glycoalkaloidværdier.

Måling af glycoalkaloidindholdet er arbejdskrævende og dermed dyrt, og på grund af års- og stedvariationerne skal målingerne gentages over flere år. Det vil derfor være en stor fordel, hvis man på forhånd kan kassere sorter med risiko for forhøjet glycoalkaloidindhold.
I projektet undersøges en krydsningsfamilie, hvor en af bedsteforældrene er en vildart med meget højt glycoalkaloidindhold, og hvor familien derfor spalter meget ud for egenskaben. Familien ligger i markforsøg to steder med tre gentagelser, og niveauet måles over to år. Det ene år måles både på normale knoldprøver og på prøver udsat for stærkt lys for at se, om der er forskel på stressreaktionerne.

Samtidig analyseres alle familiemedlemmernes DNA, og det undersøges, om bestemte DNA-bånd korrelerer med bestemte aspekter af glycoalkaloidindholdet: Totalindhold, reaktion på lys, forhold mellem solanin og chakonin osv.

Målet er at finde genetiske markører både for højt glycoalkaloidindhold og endnu vigtigere for høj følsomhed for stress, så risikosorter kan kasseres på et tidligt tidspunkt i forædlingen.

Projektet udføres i samarbejde med Danmarks Jordbrugsforskning og finansieres af Direktoratet for FødevareErhverv og Kartoffelafgiftsfonden.


Poster i pdf kan hentes på link.