LKF Vandel


Kartoffel-Net

Kartoffel-Net er et nyt netværk, som vil fokusere på Sundhed, Kvalitet og Afsætning af kartofler. Med deltagelse af interessenter fra alle led fra jord til bord i kartoffelbranchen, samt fra andre relaterede brancher og forskningsinstitutioner, vil vi gennemføre formidling og nyttiggørelse af ny viden og ny teknologi, men også søge at iværksætte nye udviklingsaktiviteter – alt sammen i et tæt samarbejde mellem virksomheder og forskningsinstitutioner.

I 1998 blev det jysk-fynske erhvervssamarbejde grundlagt for at styrke erhvervslivets vækstbetingelser og modvirke regionale skævheder i det vestlige Danmark.
Under erhvervssamarbejdet er der pt. igangsat 46 projekter, som bidrager til at styrke Jylland-Fyns position som en attraktiv og dynamisk region.
ForskerKontakten udspringer af det jysk-fynske erhvervs-samarbejde, der økonomisk står bag faglige netværk, hvor forskere og virksomheder er i dialog til gavn for erhvervsudviklingen i den jysk-fynske region.

Etableringen af Kartoffel-Net skal bl.a. ses i lyset af en halvering af kartoffelsalget i Danmark årene. På trods af en stigende kartoffelkvalitet fra leverandørernes side har forbrugerne ikke fået større blik for kartoflens kvaliteter. Forbrugerønsker om ”convenience” produkter har dog igen givet anledning til øget fokus på kartofler bl.a. via salg af små delikatesse kartofler i bakker/ poser.
Kartoffel-Net vil også vurdere mulighederne for kvalitetsforbedringer og eventuelle nye anvendelsesmuligheder af kartoffelprodukter som stivelse, protein, m.v. i industrien, som rene produkter eller som ingredienser.

Det langsigtede mål med Kartoffel-Net er naturligvis at øge den samlede afsætning af kartofler og kartoffelprodukter, og med fokus på sundhed, kvalitet og afsætning, skal der opsamles den mest aktuelle viden om kartoflernes sundhed. I netværket vurderes det, hvordan man sikrer en både mere omfattende og mere forståelig information til forbrugerne, og om der mangler viden på området.

Kvaliteten af kartofler er stigende, men netværket skal vurdere om særlige kvaliteter eks. særlige indholdsstoffer som vitaminer, mineraler, stivelsessammensætningen, proteinkvaliteten, antioxidanter m.fl. sammen med en fortsat udvikling af diversitet i kvaliteter, kan bringe kartoflen endnu mere i forbrugerfokus, både i forhold til den direkte sundheds- og ernæringsmæssige værdi samt ved den ydre kvalitet af kartoflen – også i form af sensorisk kvalitet.

Det er vigtigt at øge forbrugerbevidstheden om kartoflernes kvalitet såvel sundheds- og ernæringsmæssigt som kulinarisk, og afklare hvordan man via omtale i medier mv. samt ved emballering og præsentation i butikkerne kan øge salget.
Derudover skal det afdækkes hvilke nye indsatsområder, det vil være relevant at satse på i fremtiden, og konkrete idéer til innovation udarbejdes.

Kartoffel-Net sættes i gang for alle interessenter ved et møde hos DEG i Odense den 20. april 2006, hvor inspirations- og debatoplæg skal danne baggrund for en brainstorm og planlægning af fremtidige emner. Derefter afholdes løbende møder for alle i eller for dele af netværket, for videnudveksling og planlægning af løbende aktiviteter. Det er håbet, at der løbende kan startes egentlige udviklingsprojekter, ligesom det er planen at foretage en studietur til et eksisterende kartoffelnetværk i et andet land. P.t. arbejdes der på at arrangere et besøg hos The Brittish Potato Council.

Kartoffel-Net har fra starten etableret et tæt samarbejde med KartoffelPartnerskabet

Mere information fås hos styregruppen for Kartoffel-Net:
Lars Buch, LKF Vandel tlf. 75885533
Landbrugsraadets Projektservice, Hans Bach-Lauritsen tlf. 3339 4276
Danmarks JordbrugsForskning, afd. for Råvarekvalitet, Anette Thybo tlf. 8889 3405
Danmarks Kartoffelhandlerforening ved:
G_Kartofler, Tom Soling tlf. 7532 1322
Danespo A/S, Claus Solberg tlf. 7573 5900


jysk-fynske erhvervssamarbejde
The Brittish Potato Council
KartoffelPartnerskabet